Nytår 2018/19

Julen nærmer sig. Det samme gør Nytåret og i den forbindelse er der sikkert mange, der hygger sig – ikke mindst Nytårs Aften – med lidt nytårsfyrværkeri. Grundejerforeningen vil gerne i forbindelse med den tilstundende højtid benytte lejligheden til at orientere lidt om de gældende regler vedr. fyrværkeri.
Først lidt gode råd:

De 5 kendte fyrværkeriråd er følgende:
1. brug altid beskyttelsesbriller.
2. brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.
3. hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
4. hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
5. gå aldrig tilbage til en fuser.

Vigtigt !
I 2014 blev der indført nye regler for salg og brug af fyrværkeri. Således må der kun sælges fyrværkeri i perioden 15. december til 31. december. Derudover må man kun affyre fyrværkeri fra og med d. 27. dec. til og med d. 1. jan., d.v.s. udelukkende disse 6 dage. Resten af året er fyrværkeri et no-go for privatpersoner.
Fyrværkeri bliver godkendt af Sikkerhedsstyrelsen. Når det er godkendt, bliver det mærket med et SIK-nummer. Se altid efter, om fyrværkeriet har sådan et nummer – i modsat fald er det ulovligt.
Man må i sin private personbil transportere fyrværkeri i en mængde til eget brug.
5 kilo NEM* er den højest tilladt mængde fyrværkeri, man må opbevare i sit hjem.
Man må ikke må indføre fyrværkeri til Danmark, d.v.s. at man altså ikke må tage fyrværkeri, man har købt i udlandet med hjem til Danmark. Det gælder også CE-mærket fyrværkeri.

*NEM står for Netto Eksplosivstof Mængde og angiver, hvor meget krudt der er i fyrværkeriet. NEM-vægten er angivet på nyt fyrværkeri – enten på artiklen eller på emballagen.

Se mere om fyrværkeri på www.fyrvaerkeri.dk

Dette indlæg blev udgivet i 2018. Bogmærk permalinket.